Jeg har det bedst, når jeg er læge for de mest udsatte

Og nu sidder han over for mig og udstråler glæde over at være nået i mål med sin årelange kamp for at skabe bedre forhold og dermed forståelse og respekt for LGBT+personer, som undersøgelser viser føler sig utrygge i sundhedsvæsenet og derfor helst undgår det med risiko for ikke at blive opdaget og behandlet, hvis de bliver alvorligt syge.

Konsekvensen af, at LGBT+ personer ikke bliver mødt i det danske sundhedsvæsnet er nemlig en overrepræsentation af sygdom og overdødelighed. Det viser f.eks. en undersøgelse, som Daniel Staal Nyboe i regi af DSAM var initiativtager til som optakt til den nye forening.

Erfaringer som privatperson

– Undersøgelsen viste med stor klarhed, at der virkelig er behov for den nye forening, siger Daniel Staal Nyboe.

– Først henvendte hans initiativ sig til almen praksis, men står nu som en tværfaglig forening og dækker dermed hele sundhedssektoren.

– Det er afgørende, at frontpersonalet også er med. F.eks. sygeplejersker og jordemødre.

– For det er så vigtigt, at LGBT+ personer bliver modtaget godt over hele flanken i sundhedsvæsenet, forklarer Daniel Staal Nyboe, der også er i dialog med plejehjem, bosteder, talspersoner for hjemløse, osv.

– At LGBT+ personer ofte bliver diskrimineret og overset i sundhedsvæsenet har han oplevet personligt, som pårørende og som læge.

– Personligt da han og hans partner skulle adoptere deres datter: - Jeg oplevede, at lægen ikke var særlig villig til at udfylde de nødvendige papirer. Jeg følte mig ikke forstået eller set, erindrer Daniel Staal Nyboe, der endte med at skifte læge efter forløbet. Han har intet at udsætte på sin nuværende praktiserende læge, men siger, at han både selv og lægen blev overrasket over de helbredsmæssige omkostninger, som de familiære belastninger, han i årevis har båret på, kunne komme med.

– Som læge har han også selv prøvet at stå i flere akavede situationer med LGBT+ personer i klinikken, bl.a. fordi hans kollegaer havde svært ved at tale om og med LGBT+ personer, og fordi han selv har kaldt patienter ind med forkert anførte kaldenavne og køn.

Ubevidst diskrimination

At LGBT+ personer i høj grad er en udsat gruppe, som er med til at gøre ulighed i sundhed endnu større i det danske sundhedsvæsen har gjort, at Daniel Staal Nyboe har måttet tage kampen – og dermed som læge har taget en aktivistisk position.

– Jeg har ikke på noget tidspunkt været i tvivl om, hvorvidt jeg skulle tage den kamp. Vi er en gruppe mennesker, som har krav på at blive mødt, som de personer, vi er, understreger han og går videre med at pege på, hvori han ser det største problem:

– Det er, at lægeverdenen udviser en diskriminerende adfærd – uden at den ved det. Vi tror, vi gør det så godt og behandler alle lige, men det gør vi ikke, siger han og fortæller, at der dog efterhånden er lyspunkter at øjne – især i den yngre del af lægestanden mener Daniel Staal Nyboe at kunne observere en nødvendig åbenhed og vilje til at se problematikken i øjnene i en tid, hvor kønsidentitet og seksuelle præferencer har forandret sig betydeligt.

Selv kan Daniel Staal Nyboe mærke, at arbejdet med at få den nye forening bragt til verden har styrket ham – både personligt og fagligt.

– Og det har også gjort mig stolt. For det viser, at man også som læge kan kæmpe mod uretfærdigheder, siger Daniel Staal Nyboe.

– Personligt har det også givet mig et ekstra solidt rygstød, siger Daniel Staal Nyboe, mens han lader tankerne gå tilbage til sin barndom. Så fortæller han uden mærkbar bitterhed overhovedet om dengang han mødte sin gamle folkeskolelærer igen:

– Han fortalte, at han aldrig har mødt en far, som talte så grimt om sit barn, som min far talte om mig. At det var den ene ting, min lærer fortrød ikke at have gjort mere imod.

På deltid

Arbejdet med den nye forening har taget meget tid det sidste år. Men højeste prioritet har hans og partnerens 4-årige datter, som har været i mistrivsel, allerede før Daniel Staal Nyboe og hans partner adopterede hende. Hun har for nyligt fået en diagnose og har derfor naturligvis et behov for ekstra støtte og forældreomsorg. Derfor er deltidsarbejde og fleksibilitet også en nødvendighed for Daniels familiesituation og fremtidige virke, for at passe bedre på sig selv.

Lige nu, under orloven, er han i gang med en master i Public Health, og arbejder bl.a. på Frederiksbergs rusmiddelcenter, hvor han er glad for at være, da det giver stor faglig mening for ham, siger han:

– Jeg har det allerbedst, når jeg er læge for de mest udsatte. Det er dem, jeg kæmper for.

Daniel Staal Nyboe har talt sig varm – kampgejsten kan tydeligt ses i hans øjne, mens han også lige tager sig tid til at spise lidt frokost, tiltrængt siger han, da han har været meget tidligt oppe, og nærmest ikke har haft tid til sig selv. Men også her bliver han afbrudt af tumult på caféen på Frederiksberg. En ældre mand er med sit gangstativ faldet om – ude på fortovet – lige uden for det vindue, hvor vi sidder. Daniel er hurtigt på tæerne og løber ud til den nødstedte mand med hjælpende lægehænder. Han får hurtigt manden på benene og vurderer, at der ikke er sket noget alvorligt. Lettelsen hos caféens personale er stor og til at føle på, da det går op for dem, at det var en læge, der greb ind.

Passionen for de store rammer

Daniel vender tilbage til vores bord, hvor vi skal runde af med at tale om hans fremtidsplaner som læge.

Han planlægger at være tilbage på hoveduddannelsen i almen medicin i 2027, og ser frem til at blive speciallæge i almen medicin om tre år. Men han er ret sikker på, at hans plads ikke er i almen praksis. Derimod satser han på at kæmpe videre for at skabe bedre forhold for dem, der har det allermest svært. Og det skal være på et overordnet plan. Han har tidligere haft fjernarbejde på sygehuset i Nykøbing Falster, hvor lægemanglen som bekendt er stor.

– Jeg har faktisk haft den tanke, at jeg skulle være almen læge på Lolland eller Falster. Men pga. min familiesituation er jeg bundet til hovedstaden, og det er ikke muligt at rykke rødderne op og flytte sydpå.

– Men jeg brænder også for at arbejde med de helt store rammer, som virkelig kan skabe forbedringer. Så jeg håber på en fremtid i f.eks. Sundhedsstyrelsen. Det er her, jeg kan gøre en forskel, siger han.

Tiden er inde til, at Daniel Staal Nyboe skal hente sin datter. Han ser på sit ur, takker for i dag og forsvinder hurtigt i folkemængden derude på Godthåbsvej – en regnfuld sensommerdag på Frederiksberg – i Kongens København.