Medicin i venteposition – men diagnosticering bliver lettere

Demens, og primært Alzheimers, er en hård belastning for sundheds- og plejesystemet i Danmark. Men først og fremmest er hjernesygdommen en belastning og en tragedie for mange helt almindelige familier.

Derfor har der været store forventninger til to nye typer Alzheimer-medicin, som er udviklet.

Lecanemab og Donanemab er begge godkendt til brug i EU, men Medicinrådet har afvist det første middel, mens behandlingen af det andet blev udsat fra maj til september i år.

– Begge typer medicin har vist gode sygdomsbremsende effekter hos mange patienter. De kan forsinke udviklingen af Alzheimers sygdom med 5-6 måneder over en periode på halvandet år, og det, synes vi, egentlig er meget flot. Den eksisterende medicin kan ikke forsinke sygdommens udvikling – men kun lindre symptomerne, forklarer professor i demenssygdomme Steen Hasselbalch, som er leder af Nationalt center for Demensforskning.

Desværre har Lecanemab også en hvis risiko for bivirkninger, og sammenholdt med prisen har det ført til Medicinrådets afvisning. Selvom Donanemab ikke er præcis ligedan, ligger dens effekt, bivirkningsrisiko og pris så tæt op ad Lecanemab, at professor Hasselbalch forventer endnu en kold skulder i Medicinrådet.

– Vi følger dog med spænding udviklingen i USA, hvor FDA (den amerikanske pendant til Medicinrådet, red.) er på vej med en godkendelse af Lecanemab som subkutan injektion. Det kan muligvis ændre på forholdene også her i Danmark, siger Steen Hasselbalch.

De skadelige proteiner

De ovennævnte medicintyper virker ved at opløse de ophobede mængder af proteinet beta-amyloid, som er forbundet med udviklingen af Alzheimers.

Normalt er det en stor udfordring at gennembryde blod/hjernebarrieren, og høje koncentrationer af medicinen i blodet er nødvendige for, at noget af medicinen kan komme ind i hjernen. Bivirkningsrisikoen er forbundet med den kendsgerning, at medicinen også kan reagere med beta-amyloid i karvæggene og give små blødninger.

Nyere varianter af den sygdomsbremsende medicin har udviklet transportere igennem barrieren, så medicinen kan komme i aktion i hjernen selv med mindre koncentrationer i blodet. Det er håbet, at dette medfører færre bivirkninger.

Endnu er man dog ikke nået i mål med at påvirke Tau-proteinet, som er det, der gør den største skade i forbindelse med Alzheimers. Begge proteiner findes naturligt i hjernen og har en naturlig, gavnlig funktion, men de kan udvikle sig usundt: Beta-amyloid fungerer – i tilstrækkelige mængder og over en tilstrækkelig tidsperiode – som katalysator på Tau-proteinet.

Tau-proteinet findes normalt næsten kun i hjernens hukommelsesafsnit, men når Alzheimers udvikler sig, spreder det sig til andre dele af hjernen, hvor det klumper sammen og blokerer de normale funktioner.

– Tau-proteinet er det næste mål, og der er en masse forsøg i gang i disse år. Men vi har endnu ikke hørt om banebrydende resultater på dette felt, siger Steen Hasselbalch.

Blodprøve afslører beta-amyloid

Ét af de største fremskridt for demensbehandlingen kan derfor være en helt anden udvikling; nemlig en helt banal blodprøve.

Denne blodprøve er dog samtidig noget helt særligt, for det er nemlig lykkedes at finde en biomarkør for beta-amyloid-proteinet i blodet.

Hidtil har man været nødt til at bruge enten skanning eller lumbalpunktur til denne diagnosticering.

Med den nye metode er det bl.a. blevet bekræftet i større befolkningsundersøgelser, at ophobningen af beta-amyloid i hjernen er forbundet med stigende alder – også hos raske mennesker, der ikke har demens.

Steen Hasselbalch ser et stort potentiale i blodprøveteknikken.

Men han ser også en anledning til at advare imod, hvordan den benyttes.

– Blodprøven kan bestemt speede udredningen op, når et ældre menneske fremviser symptomer. Hvis du eksempelvis har hukommelsesproblemer, kan en hurtig test afgøre, om baggrunden for problemerne kan skyldes Alzheimers sygdom.

– Men hvis teknikken skal udbredes, skal man gøre det på den rigtige måde, så prøvesvarene bliver fortolket korrekt. Der er både mulighed for falske positive og falske negative svar. Det kan eksempelvis tage 20 år for alzheimers sygdom at udvikle sig, efter du har konstateret forhøjede værdier af beta-amyloid, siger professoren.

Udfordringen med BPSD-symptomer

Offentligheden bliver ofte opmærksom på demenssygdom via historier i medierne om voldsomme og udadreagerende mennesker med demens. Andre gange har medierne opsamlet historier om mennesker med demens, der har fået uforholdsmæssigt meget medicin – primært psykofarmaka.

Det er bestemt en udfordring for lægen – i samarbejde med sundheds-og plejepersonale – at ramme den rette dosering og balance af medicin og terapeutisk behandling, når det handler om patienter med fremskreden demens, der udviser såkaldte BPSD-symptomer.

– Tidligere praksis på området førte til for stort forbrug af medicin til BPSD-demente. Nu har vi fået mere fokus på terapeutisk, ikkemedicinsk behandling, og vi er glade for at konstatere, at medicinforbruget til denne gruppe er klart reduceret, siger Steen Hasselbalch.

Samtidig konstaterer han dog, at der fortsat er et stykke arbejde at gøre, før man finder den ideelle model for behandling af mennesker, når deres demenssygdom fører til uhensigtsmæssig udadreagerende adfærd.

– Hvad enten patienten bor hjemme eller på et plejecenter, er der en temmelig stor mængde sundhedspersonale involveret, og de har naturligvis skiftende arbejdstider, fridag og så videre. Det skaber en stor udfordring for disse patienter, fordi deres adfærd kan afspejle uhensigtsmæssig pleje og omsorg. Det kan være skiftende personale eller omgivelser, som skaber utryghed, men ofte skyldes BPSD-adfærd, at patienten har en infektion, smerter eller angst, siger Steen Hasselbalch.

Når patienterne af gode grunde ikke selv kan melde ind, hvorfor de reagerer, som de gør, kan det være vanskeligt for lægen at undgå antipsykotika som en del af behandlingen. Antipsykotika bidrager til at skabe ro hos den demensramte patient, men de har også en række mulige bivirkninger.

– De beroligende midler kan ikke kun gøre patienterne sløve. Bivirkningerne omfatter også risiko for bl.a. fald, parkinson og blodpropper, som i værste fald kan føre til dødsfald. Så det er et område, hvor vi skal fortsætte med at forbedre behandlingen, siger Steen Hasselbalch.