06. november 2026

Mere skræddersyet forløb i overgangsalder

Ny evidens om hormonbehandling til kvinder i overgangsalderen giver først og fremmest mulighed for en konstruktiv dialog mellem læge og patient samt et mere nuanceret forløb.

Mere skræddersyet forløb i overgangsalder

Af forskellige årsager oplevede vi i mange år et lavt forbrug af hormonpræparater til kvinder i overgangsalderen. Det skyldtes både en modvilje hos patienterne og en tilbageholdenhed hos lægerne. Sandsynligvis på grund af tidligere forskning, som forbandt hormonerne med kræftrisiko.

Men ny evidens fejer en stor del af risikoen af bordet, og nye guidelines fra Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi er ved at blive omsat til en mere håndterbar instruktion for lægerne.

Paradigmeskift i klinikken

I klinikken er der sket et paradigmeskift over en periode. Dels har mange kvinder – nok især via online-nyhedstjenester – hørt om den nye evidens med mindre brystkræftrisiko. Derfor har de i stigende tal efterspurgt hormonbehandling hos egen læge.

Samtidig har lægerne naturligvis set de samme forskningsresultater og er i stigende grad motiveret for at give medicinsk hjælp til de kvinder, som lider af de hårdeste bivirkninger ved menopausen.

– Det er mest tilfredsstillende for den praktiserende læge at kunne møde patienten dér, hvor hun er. Det er, hvad de nye guidelines først og fremmest skaber mulighed for, har landets førende ekspert i overgangsalder Anette Tønnes Pedersen tidligere forklaret her i LægeLiv.

Tønnes Pedersen, der er overlæge på Rigshospitalets Afdeling for Gynækologi, stod i spidsen for arbejdsgruppen, som udarbejdede nye guidelines.

Hormonterapi i nye guidelines

Når der tales om hormonbehandling til kvinder, handler det først og fremmest om terapi med østrogen og gestagen/mikroniseret progesteron.

Vigtigst i de nye guidelines er, at den øgede risiko for brystkræft er temmelig lille, når man nøjes med at give behandlingen til kvinder under 60 år, og når det er mindre end 10 år siden kvindens sidste menstruation.

Nye guidelines åbner også for behandling med testosteron for manglende sexlyst. Dog med den bemærkning, at det i undersøgelser kun hjalp halvdelen af kvinderne.

Desuden er der endnu kun testosteron-præparater til mænd på det danske marked, og mændene skal typisk bruge 10 gange større dosis. Så der er en risiko for overdosering.