Osteoporose: Vi kan gøre det bedre

Den typiske patient har ikke nogen viden om sine knoglers tilstand. Mange med osteoporose bliver først opdaget af sundhedssystemet, når de pådrager sig et knoglebrud, hvor osteoporose kan være en del af årsagen.

Professor og overlæge på Institut for Klinisk Medicin, AU og afdeling for Hormon- og Knoglesygdomme, AUH, Bente Langdahl har ved flere lejligheder peget på, at diagnostik og behandlingen af patienter med osteoporose kan forbedres. Og det kan i høj grad ske blot ved at benytte de eksisterende muligheder i sundhedssystemet bedre.

– Vi hører ofte, at det kan være svært for de alment praktiserende at passe opmærksomhed på osteoporose ind i de mange øvrige, og ofte mere presserende problemstillinger i praksis. Vi ved også, at sygehusene ofte slipper patienter efter knoglebrud, uden at deres læge bliver orienteret om osteoporose-risikoen, siger hun.

– Desuden mener jeg også, at ansvaret for patienter med osteoporose er for uklart defineret. I praksis er det spredt ud på mange forskellige personalegrupper og funktioner – personalet i akutafdelingerne, sygehusets specialafdelinger, røntgenafdelinger og endelig den praktiserende læge. Det er svært at overskue både for patienten og de sundhedsfaglige, siger Bente Langdahl.

Mulighed for forbedring

I sin hverdag på AUH og Aarhus Universitet har Bente Langdahl gode muligheder for at optimere diagnostik og behandlingen af patienter med osteoporose. Det er hun godt klar over, men det kunne også blive situationen på andre sygehuse.

AUH har bl.a. kunnet igangsætte et opfølgningsprogram for patienter med knoglebrud. Det bliver modtaget af 80 pct. af patienterne. Ca. 30 pct. af patienter over 50 år med knoglebrud viser sig at have osteoporose.

En tredjedel af disse har så svær osteoporose at de kan tilbydes knogleopbyggende medicinsk behandling. To tredjedele har osteoporose, der kan behandles med antiresorptiv behandling i almen praksis.

– Vi ved jo godt, at der er ulighed i sundheden i Danmark, og selvom AUH’s opsporingsprogram er en model for fremtidens behandling, er der endnu ikke afsat ressourcer til, at det samme program kan indføres over hele landet.

– Men der er andre elementer af osteoporoseudredning og behandling, der kan gøres bedre. Sundhedsstyrelsen har i deres udredning af osteoporose tilbage fra 2018 anbefalet, at DXA-undersøgelser ikke blot rapporterer resultatet men ledsages af vejledning i, hvordan DXA-resultatet omsættes til evt. yderligere udredning og behandling. Det tror jeg vil understøtte indsatsen i almen praksis, siger professoren.

Højere sikkerhed og behandlingskvalitet

Når det er vigtigt med en vejledning, hænger det sammen med, at nogle typer behandling ikke er så kendte i sundhedssystemet.

Især er Bente Langdahl bekymret for, om fordelene ved de knogleopbyggende midler er for lidt kendt af de praktiserende læger og for få patienter derfor bliver henvist med henblik på den behandling.

– De knogleopbyggende midler har dokumenteret bedre effekt end de antiresorptive behandlinger til patienter med svær osteoporose, og det er også vores erfaring, efter vi har brugt dem igennem en årrække. Men de praktiserende kender ikke disse lægemidler lige så godt. Derfor er de måske lidt usikre på dem og har svært ved at forklare fordelene til en patient – og derfor anbefales alendronat til langt de fleste patienter, siger Bente Langdahl.

De knogleopbyggende (anabole) midler kræver en henvisning til sygehusets specialafdeling, som giver første injektion. Herefter kan patienten injicere derhjemme.

Lægerne i almen praksis ser typisk ikke nok osteoporose-patienter til, at de kan opbygge en rutine i forhold til at henvise til knogleopbyggende behandling.

– Men de er gatekeepere for behandlingen, og det er vigtigt, at de henviser de relevante til os på specialafdelingerne - typisk dem med friske knoglebrud, slår Bente Langdahl fast.

Også her vil udbredning af osteoporoseopsporingsprogrammer og mere detaljerede svar på DXA hjælpe på situationen.

Langdahl konstaterer, at Medicinrådet senest har anbefalet behandling med knogleopbyggende midler til alvorlige tilfælde af osteoporose. Derfor er det også vigtigt, at lægerne sikrer, at patienterne tilbydes denne mulighed.

Den stille sygdom

For selvom osteoporose er en folkesygdom, er det også en stille sygdom, der ikke gør så meget væsen af sig i det daglige på klinikken. Denne kendsgerning skaber en risiko for underbehandling, som Bente Langdahl også advarer imod.

– Osteoporose er ofte en af flere sygdomme, mange er multisyge, og der skal træffes valg om behandling. Nogle gange vil lægen fravælge en indviklet behandling som alendronat (som skal tages fastende en gang om ugen, red.) hos ældre eller skrøbelige patienter. Men det behøver ikke betyde, at patienten ikke skal behandles, siger Bente Langdahl.

Hun påpeger de alvorlige konsekvenser af nogle osteoporoserelaterede brud; hoftebrud, som ofte fører til markante funktionstab og i nogle tilfælde patientens død, og sammenfald i ryghvirvlerne der på grund af smerter kan give patienten nogle meget dårlige år i slutningen af livet.

– De mere sårbare patienter kan med fordel tilbydes behandling med denosumab. En injektion hvert halve år og meget få bivirkninger. Det er vigtigt, at vi individualiserer behandlingstilbuddet således, at det sjældent bliver nødvendigt at fravælge behandling, når der er indikation for det, siger Bente Langdahl.

Vi har bedt professor Bente Langdahl om nogle råd til at opspore de patienter, som skal have særlig osteoporose-opmærksomhed, før de løber ind i konkrete knogleproblemer.

Hun mener, der kan være en gevinst i mange klinikker ved at systematisere indsatsen. F.eks. er den vigtigste risikofaktor for osteoporose, at sygdommen allerede er i familien. Derfor er det vigtigt at spørge patienterne om dette.

– Nogle klinikker kan allerede trække lister fra deres patientkartotek med risikofaktorer. Har patienten fået behandling med prednisolon, er en kvinde undervægtig eller er hun gået tidligt i overgangsalder, er der frakturer eller stofskiftesygdom? Nu har vi jo fået AI, så der kommer sikkert nye metoder lige om et øjeblik, siger Bente Langdahl.

Efter en indledende, personlig samtale mellem læge og patient mener Bente Langdahl, det er oplagt at bruge klinikkens sygeplejerske i næste fase. Sygeplejerskerne er gode til at tale med patienterne og gå systematisk frem.

Hvis der er indikation på risiko for osteoporose, skal patienten henvises til DXA-skanning og blodprøve, så man kan stille en diagnose.