Screeningsværktøj forebygger vold mod sundhedspersonale

De to tidligere ledelseskollegaer på en hospitalsafdeling har sammen udviklet en model til at håndtere potentielt udadreagerende patienter.

På afdelingen havde mange blandt personalet oplevet trusler om vold, og der havde været nogle enkelte meget ubehagelige episoder. Denne virkelighed fik makkerparret til sammen at prøve på at finde en systematisk løsning.

– Pointen var, at det ikke skulle være den enkeltes mavefornemmelse, der var styrende i vurderingen af, hvorvidt en voldelig episode med en patient kunne være under opsejling. Vi skulle væk fra den subjektive vurdering for i stedet at skabe et effektivt screeningsværktøj til at forebygge voldelig adfærd blandt patienterne, forklarer Sarah Lundstrøm.

Handleplan er nødvendig

– Det afgørende er at kende historikken og have en plan. Det kan på en ret let måde lade sig gøre ved at identificere patienter med risikofaktorer, gennemgå disse patienters journal og identificere, hvem der har forhøjet risiko for at blive udadreagerende, hvorefter der lægges en handleplan, som alle forstår og er trænet i som et hold. Handleplanen skal omfatte dels en 'her og nu-håndtering' – hvordan kan risikoen mindskes, men også hvad der skal ske afhængigt af patientens mulige adfærd, fortæller Sarah Lundstrøm og Birgitte Riis Andersen.

At undgå vold handler ifølge makkerparret om forebyggelse og rettidig omhu. At foretage risikovurderinger af patienter og have en plan for forskellige scenarier er noget, de i høj grad er vant til fra klinikken.

– Fra hjertestop ved vi, at vi med træning kan få personalet til at agere, så alle ved præcist, hvad deres rolle er, hvad de skal gøre, samtidig med at de er trænede i, hvordan det skal gøres. Dette gør, at personalet, selv ved voldsomme episoder, kan gå hjem med en god følelse, fordi holdsamarbejdet har fungeret, og man ved, man som hold har givet patienten den bedst mulige behandling.

Vi har et systematisk værktøj, der anvendes universelt ved kritisk syge patienter, og som alle trænes i at anvende, nemlig 'ABCDE-tilgangen'. Dette værktøj kan vi anvende, også når vi er maksimalt under pres, fordi vi er så trænede i det. Vi ønskede på samme måde at have et værktøj ved potentielt udadreagerende patienter – en form for 'volds-ABC', hvor alle taler samme sprog og agerer på en forudbestemt måde, forklarer makkerparret og tilføjer:

– Personalet og vi lykkedes til slut med at få den samme oplevelse af en vellykket holdindsats til patientens bedste. Vi var forud på point i situationerne, og personalet kunne se, det virkede, fortæller de.

Passer på både patient og personale

På afdelingen blev der udover risikovurderingsværktøjet også iværksat træning af alt personale i hele afdelingen i håndtering af udadreagerende patienter. Dette var et tiltag, der involverede mange ansatte, og som kun var muligt pga. den øverste ledelses opbakning.

Der blev også investeret i vagter til de patienter, som personalet vurderede var i høj risiko for at blive udadreagerende.

– Såfremt vi vurderede, der var en meget høj risiko, eller der skulle ske noget – f.eks. en overflytning til psykiatrisk afdeling – som vi vidste med stor sandsynlighed ville bringe patienten i affekt, fik vi politiet på plads på forhånd. Handlinger blev planlagt og tænkt igennem på forhånd, og rammerne sat, fortæller de.

– Med hensyn til risikofaktorer så vi også på, om patienten havde haft kontakt med psykiatrien, om der er tale om et selvmordsforsøg, eller om vedkommende selv er offer for vold, da dette øger risikoen for, at patienten kan udvise voldelig adfærd over for sundhedspersonalet, forklarer makkerparret, selvom langt fra alle patienter med risikofaktorer vil blive udadreagerende.

Informationerne samlede personalet i et scorebaseret værktøj. Ved lav risiko for udadreagerende adfærd fortsatte behandlingsforløbet som normalt.

Ved moderat eller høj risiko iværksattes forskellige handleplaner, såsom fast vagt på stuen, øget overvågning eller konkrete deeskaleringsstrategier.

Værktøjet blev udviklet på basis af flere udenlandske scoringsværktøjer og forskningsresultater samt fra psykiatrien, hvor de også i Danmark er langt fremme med arbejdet.

Kulturændring

Hvis indsatsen skal virke, er der også behov for en kulturændring.

– Det gælder hos alt personale. Mange somatisk uddannede læger og sygeplejersker føler sig ikke klædt på til at håndtere de her situationer og vil helst ikke involveres i problematikkerne. De har ofte aldrig modtaget undervisning eller vejledning. Så hvis de alligevel skal involveres, er deres håndtering individuel og variabel og uden forudgående planlægning i den akutte situation.

Der er også holdninger over for socialt udsatte patienter og patienter med et misbrug, som også kan spænde ben for, at man får løst problemerne, forklarer makkerparret.

En anden problematik kan være en form for 'macho-kultur' – hvor det blandt personalet kan ses som 'sejt' at kunne håndtere tumult fra patienterne, samtidig med at man ikke skal 'pive' over at blive udsat for noget fra patienterne.

På afdelingen var det nødvendigt at italesætte denne problematik for at undgå en underregistrering og for at kunne screene trusselsniveauet effektivt ud fra patienternes journaler. Det er afgørende for fremtidige episoder og kollegaers skyld, at personalet ikke bare slår det hen med 'det var jo bare en lille saks' eller 'jeg blev jo ikke ramt' og undlader at journalføre, når en patient har været voldelig eller truende over for en medarbejder eller patient, forklarer de.

Arbejdsmiljøet vigtigst

Andre frygter stigmatisering af patienter – men makkerparret ser det ikke som en stigmatisering.

– Risikoen for at blive udadreagerende er til stede for visse patienter i visse situationer, uanset om vi erkender den eller ej, og hensynet til personalet vejer tungere end en evt. følelse af stigmatisering hos patienten.

– Det er vores ansvar, at vi undgår at bringe patienten i en situation, hvor vedkommende ender med at få en politianmeldelse. Patienter kan have taget stoffer og være psykotiske, og i affekt slår de måske ud efter personalet. Pludselig står de med en dom for vold og skylden over at have voldt et andet menneske skade. Det skal vi kunne forebygge, samtidig med at vi skaber et trygt arbejdsmiljø for personalet, fortæller makkerparret, der vurderer, at der er behov for en national indsats, som er vedvarende og gennemarbejdet for at minimere risikoen for patienter og personale.

– Vi tror, vi har fat i en vigtig brik af en sådan plan. Vold og trusler mod sundhedspersonale vil aldrig kunne forhindres fuldt ud, men vi tror på, at antallet kan nedbringes betydeligt, hvilket vil hjælpe både patienter og personale.